På vej hjem

Til september går du ud sammen med din spejdergruppe og tjener penge til Spejderhjælpen. I slår græs, vasker op, passer små søskende og går ud med skraldet. Når I gør dette, er I med til at hjælpe nogle af de børn og unge, der ikke er ligeså heldige som jer!

Flygtninge fra Sudan

Flere års borgerkrig i Sudan er slut og det er tid for tusindvis af flygtninge at vende hjem. Der er omkring 65.000 flygtninge, der skal rejse fra Kakuma-lejren i det nordlige Kenya til Sydsudan. Men det er lettere sagt end gjort at vende hjem – især for børn og unge, der har brugt størstedelen af deres liv væk fra Sudan.

Aktiviteter i Kakuma-lejren

Kakuma-lejren er som en velfungerende afrikansk by. Der bor ca. 100.000 flygtningen fra forskellige lande – fx Sudan, Etiopien, Eritrea og Somalia. I lejren er der internet, caféer, satelitfjernsyn, fodboldbaner og meget mere. Der er adgang til rent vand, hospitaler og uddannelse. Til trods for, at de fleste børn i Kakuma-lejren rent faktisk er født i Sudan ved de meget lidt om landet og dets tilstand. De hører rygter og myter fra de ældre om krig, blod og daglige mord og kampe. Så ikke nok med, at de skal tage væk fra et trygt sted, hvor alle deres venner bor og hvor de går i skole, så skal de også hjem til et land, de slet ikke kender – men tværtimod frygter. Dér hjælper spejderne i Danmark. Vi giver penge til aktiviteter for børn og unge i Kakuma-lejren, hvor de kan hører om Sudan. Idéen er, at unge skal tage hjem og besøge Sudan, hvor de så skal undersøge forholdene. Når de kommer hjem til Kakuma-lejren skal de dele deres viden med de andre børn og unge.

Vi hjælper også i Sudan

Sudan er tomt. Lige meget i hvilken retning man kigger, er der intet udover nogen hytter. Kontrasten mellem Sudan og Kakuma-lejren er stor – især blandt børn og unge. Dem, der blev tilbage i Sudan, da krigen startede, har ikke gået i skole, men bruger deres dage på at passe kvæg.

Mødet mellem de børn og unge, der blev og dem, der tog væk kan blive svært. De har intet til fælles. Unge fra Kakuma har ni års skolegang, snakker flydende engelsk og ligestilling mellem kønnene. De unge, der blev i Sudan har brugt deres liv på at passe kvæg og snakker derfor kun det lokale stammesprog og lidt arabisk. De har desuden er kultur, der gør kvinder til mindreværdige.

I byen Panyagor vil vi for Spejderhjælpens penge bygge et ungdomscenter. Der kan børn og unge mødes og lave fælles aktiviteter – sport, dans, teater og måske lidt spejder. Gennem de aktiviteter håber vi, at der kan komme snak om sundhed, uddannelse og integration. Vi håber på, at de unges repatriering på den måde bliver en del mere smertefri.

Det er op til dig!

Men det er op til dig, hvor godt det hus bliver og hvor meget vi kan hjælpe. Det handler nemlig om, hvor mange penge du tjener til spejderhjælpsugen. Så kom ud af starthullerne og hjælp flygtninge på deres vej hjem!